Para Påske Nyt

12-04-2025

Vi ønsker alle vores medlemmer og mange facebookfølgere en rigtig god påske 🐣🐇

Vi er kommet rigtigt fint fra start med foreningen, og er stolte over vi nu har 35 medlemmer på vores bowlinghold, som træner hver tirsdag aften i City Bowling - Holbæk, med masser af smil, glæde og ikke mindst konkurrence blandt vores medlemmer. Der er både plads til netop konkurrence, men ligeså meget plads til at dyrke det sociale fællesskab i ligeværdige rammer, samtidigt med at gøre noget sammen med andre. Takket være vores 3 skønne frivillige Nana, Emilie og Josefines store prisværdige indsats for at gøre det hele muligt. Stort tak til jer og nyd en velfortjent påskeferie (PS - husk der ikke er træning på tirsdag d. 15/4). 🤗🤩

Den 22. marts afholdt vi vores første offentlige arrangement Inspirationsdag 2025, som var en stor succes med mange mennesker som kom forbi. En dag hvor bl.a. Powerchair Football Danmark fik demonstreret kørestolsfodbold sporten, og som stillede stole til rådighed med råd og vejledning til nysgerrige gæster, som kunne prøve sporten af. Det var der flere besøgende som var meget interesseret i, at kunne dyrke i Holbæk hurtigst muligt. Vi har derfor nu aktuelt indgået samarbejde om, at starte et hold op i Holbæk og Vestsjælland fra august 2025, og vi arbejder målrettet på at komme i mål med dette i de kommende måneder. 

Vi har også planlagt en dag for vores nuværende og kommende frivillige i juni måned, hvor de frivillige samles til et kursus for idrætstrænere for mennesker med handicap og særlige behov, som Parasport Danmark udbyder. En spændende dag vi glæder os meget til, også fordi det bliver vores første frivilligdag, hvor vi skal planlægge den kommende sæsons program for 25/26, med udvidelse af hele 3 (måske 4) nye hold, som vi glæder os meget til at præsentere nærmere til sommer. 

RIGTIG GOD PÅSKE FRA PARASPORT HOLBÆK 🐣🍃