Succesfuld Inspirationsdag 2025

23-03-2025

Over 100 personer gæstede vores første offentlige arrangement Inspirationsdag 2025 med efterfølgende ordinær generalforsamling for medlemmerne.

I går, lørdag d. 22. marts, afholdt vi vores første offentlige arrangement med en spændende Inspirationsdag for, at gøre opmærksom på nogle af parasports mange muligheder. En dag hvor vi havde særligt besøg af Powerchair Football Danmark og Henning fra Holbæk Disc Golfers, som hver især fortalte om og demonstrerede deres sportsgrene. Efterfølgende afholdt vi vores første ordinære generalforsamling med de fremmødte medlemmer, kyndigt ledet af dirigenten Morten Løvschall.

Powerchair Football Danmark var stærkt repræsenteret med hele 6 stole - specialbyggede elektriske kørestole - som benyttes til at spille powerchair football, samt flere ligaspillere som fremviste sporten og svarede på spørgsmål om sporten. Gæsterne kunne prøve spillet og dette var der mange som benyttede muligheden for. "Nu skal vi i arbejdstøjet og arbejde for at starte et nyt hold op, en proces vi glæder os meget til og håber vi kan komme i mål med i nær fremtid", udtaler formand Mads, som sammen med resten af bestyrelsen glæder sig over det store fremmøde efter en succesfuld Inspirationsdag i parasportens navn. 

Jeanette, næstformand og børne & ungeansvarlig i PSH, havde lavet en sansemotorisk bane til fysisk udfoldelse og et sansetelt til afspændning. Dette for at demonstrere lidt omkring hvad vores nye hold for børn fra 5 - 12 år på holdet Motorik & bevægelse handler om, og som vi glæder os til at starte op i den kommende sæson fra d. 1. september, hvor PSH samtidigt fylder 1 år efter stiftelsen af foreningen i fjor.

På den efterfølgende generalforsamling kunne formanden i bestyrelsens beretning annoncere, at til september 2025 starter vi også et rytmisk dansehold op, hvor vi glæder os til et kommende samarbejde med danselærer Merete, som har henvendt sig for at tilbyde hendes frivillige ildsjæl til gavn for kommende medlemmer. Mere om dette bliver offentliggjort når vi nærmer os sommeren, så glæd jer. 

Herudover havde vi aktiviteter som parabowling, dog med letvægtsbowling da vi ikke kunne låne en bane med fra City Bowling Holbæk, hvor vi hver tirsdag aften har et stort bowlinghold med 3 frivillige, Nana, Emilie og Josefine som står for træningen til stor glæde for vores nuværende 34 medlemmer. Og en helt særlig tak til vores medlemmer Nikolai og Rasmus for at hjælpe til i frivillighedens tjeneste.

Kasserer Gitte og afgående suppleant og fremover eventfrivillige Hanne stod for vores Kaf'bar med kaffe, te og vand til ganen samt med frugt og kage til maven. En stor tak til alle frivillige for at gøre Inspirationsdag 2025 til den store succes som det har været med langt over 100 besøgende i løbet af de 2 timer vi havde åbent.

• Fællesskaber i bevægelse